Beretning ved Handelsstandsforeningens Generalforsamling 2011

Tilfredshed med handelslivet

I sin beretning på den årlige generalforsamling i Farsø Handelsstandsforening, sagde formanden, isenkræmmer Jørgen H. Jensen, bl.a.: 

I 2010 lavede vi jo sammen i Farsø Handelsstandsforening en masse aktiviteter, som gav mange kunder i forretningerne og dermed øget omsætning og indtjening. 

Vi startede ud i 2010 med vort udsalg, som lå i uge 2. Ud fra referaterne kan jeg se, at der var godt gang i butikkerne. Om det skyldes, at det først var i uge 2, at kunderne kunne forlade deres snedækkede huse, skal jeg lade være usagt, men der var i hvert fald bred enighed om generel succes. Mere end 500 portioner gule ærter forsvandt ned i kundernes maver i takt med besøg i butikkerne. Det var en rigtig god start på året. 

Februar bød på slutspurtsudsalg og konfirmandaften i Dronning Ingrid Hallerne og marts stod i Farsø Rådhuscenters fødselsdags tegn. Denne begivenhed er i løbet af få år blevet et kæmpe tilløbsstykke for alle kunder i Vesthimmerland, og kampagne avisen er i denne forbindelse mere end fordoblet i antal sider. 

I april faldt påsken, og i den forbindelse føler jeg altid, at så er foråret kraftig på vej, sneen er væk og vi og kunderne får et lysere sind og er mere positive, og det giver som regel straks udsving på kassestrimlen. I maj kom motorcyklerne igen på torvet, vi havde stort pinsesalg og juni startede op med By Night, som igen var en stor succes. I juni var mange af os igen i Hvalpsund, hvor vi sammen med Hvalpsund Borgerforening har et glimrende arrangement med torvedag på havnen. I den forbindelse vil jeg godt lige sige, at Hvalpsund Borgerforening her i 2011 vil fejre deres 100 års jubilæum, og vi igen vil bakke Hvalpsund op, og lave en torvedag den 19. juni.

Juli 2010 overgik alle tidligere somre. Aldrig har vi brugt så mange penge på aktiviteter og markedsføring. Vi udvidede sortimentet af lange åbningstider, men jeg er også nødt til at sige, at det var en stor succes. Vi havde åben alle mandage til kl. 21.00, og på nær en enkelt mandag da himmel og jord stod i et, var der mange kunder og gode omsætninger. Succesen vil blive gentaget i 2011.

August bød på slutspurt udsalg, byfest og i slutningen af måneden stoppede bagagerumssalget, som er vor største solstrålehistorie i nyere tid. I oktober startede vi ud med kartoffeldage, hvor vi – som sædvanlig – udleverede flere tons kartofler til vore glade kunder, og Kurt Friis speakede lystigt til tøjbutikkernes modeshow. 

Den 11. november blev julelysene tændt og det var startskuddet til endnu en forrygende julehandel i Farsø. Henover november og december var der mange spændende aktiviteter, men jeg vil blot nævne to. Den ene var Jule By Night, hvor Mogens Jørgensen fra TV2 Nord havde inviteret sig selv, og sammen med byens handlende skaffede mere end 20.000,- kroner. Penge som vi straks donerede til Farsø Skole og dens nye legeplads, som bliver færdig i løbet af dette kalenderår. Samme dag havde byen også besøg af årets kalendernisse Pyrus fra TV2, så denne torsdag var uden sammenligning den dag, hvor der var flest mennesker inden for bygrænsen. Tre dage efter fik kunderne så endnu et chok, for her kom tre lækre sangerinder – Sukkerchok – og optrådte for vore kunder. 

Summa summarum kan jeg kun sige, at det er et imponerende aktivitetsniveau, som vi holder i Farsø, når vi tænker på, at vi jo ikke er vanvittig mange medlemmer. Jeg vil i den forbindelse godt sige mange tak til Vesthimmerlands Kommune og Sparekassen Farsø, som begge bidrager til vort høje aktivitetsniveau. 
I efteråret sagde vi farvel til Jarrit Hansen og goddag til Nienke Jonker på ETC. ETC er jo nervecenteret for Erhverv, turisme og handel. Det er her, at trådene samles for de 3 foreninger. Det lykkedes jo sidste år, at få et tilsagn fra Vesthimmerlands Kommune om et bidrag til turistkontoret, således vi kan beholde et turistkontor i Farsø. Mange af jer tænker ikke så meget over vigtigheden i det, men jeg vil bare sige, at det er SÅ vigtigt, at vi har et turistbureau, for vi har SÅ mange flere turister i 9640, end omverdenen fatter. 

Som I måske har bemærket, er der blevet et hus mindre i bymidten i Farsø, og snart står en ny parkeringsplads færdig. Parkeringspladsen er forstadiet til en udvidelse på 2.200 m2 af Farsø Rådhuscenter, som forventes at stå klar inden julehandlen i år, hvis alt går som planlagt.

Jeg omtaler udvidelsen fordi jeg faktisk synes, at det er imponerende, at vi ikke har nogen tomme butikslokaler i Farsø, og ikke har haft det gennem længere tid – flere år faktisk. Jeg er dog ikke så naiv, at jeg tror, at vi får alle helskindet med gennem krisen, som vi har haft de seneste par år, men jeg ved, at hvis vi kan opretholde vort gode samarbejde i handelsstandsforeningen på tværs af placeringer i bybilledet, er vi hjulpet et godt stykke hen ad vejen. Desværre er der butikker på hovedgaden, som ikke vil være med i samarbejdet, og som ikke vil yde hverken økonomisk eller fysisk hjælp til samarbejdet i handelsstandsforeningen og det er rigtig ærgerligt. Og der er endda nogen af de samme, som heller ikke vil bidrage til julebelysningen, som er en af vore største poster, til trods for at deres forretning nyder godt af belysningen. Det er ikke i orden, men vi kan desværre ikke gøre noget ved det. Så må vi andre rykke lidt tættere sammen, selv om vi ikke er så mange til at betale gildet, for vi er simpelthen nødt til at have fælles tiltag ud mod omverdenen.