|
|
|
|
| |
|
MEDLEMMER |
Kirsten Moesgaard |
|
Sparekassen Farsø |
|
Spar Nord |
|
Nordea |
|
Grafisk design |
|
|
|
|
| |
| |
|
|
Johannes Vilhelm Jensen (1873 - 1950)
|
|
|
| |
|
|
 |
Forfatteren
|
Johannes V. Jensen (1873-1950) blev født i Farsø, som 2. søn i en større søskendeflok. Forældrene var dyrlæge i Farsø Hans Jensen (1848-1923) og hustru Marie Kirstine Jensen (1849-1926). Johannes V. Jensen er den betydeligste digter i Danmark i det 20. århundrede. Johannes V. Jensen debuterede i 1894 med nogle digte, og fra 1895-98 skrev han en række knaldromaner i føljetonform, genudgivet i 1990 med titlen: Milliontyvenes Høvding eller den Røde Tiger, for at tjene til sit lægestudium. Afbrød så sit studium og idømte, som han siden sagde, sig selv skribentvirksomhed på livstid. I 1896 debuterede han med romanen Danskere. Hans hovedværker er: Himmerlandshistorier, 1898; 1904 og 1910 (seneste udg., 1994), Digte (første samling 1906, samlet udvalg 1948, 1964), romanen Kongens Fald, (1900-01, 1995), romanrækken Den lange Rejse, 1908-1922 (i 2 bind 1996). Myter i flere bind, (1898-1944, (udvalg i 2 bind 1960). Men hans øvrige værker, essays og sagprosa er værd at opsøge. Flere værker er oversat til hovedsprogene. I 1929 blev Johannes V. Jensen udnævnt til æresdoktor ved Universitetet i Lund, Sverige og i 1944 modtog han Nobelprisen i litteratur. Han var hele sit liv fri medarbejder ved tidsskrifter og dagspresse, udgav selv i kortere perioder tidsskrift og avis. Han var meget rejsende og anså det for sin opgave at vinde nyt land ind for sine læsere, ikke mindst til erstatning for tabte besiddelser og trosforestillinger. Han var livslangt Darwinist og oplysningsmand, udtrykkelig modstander af totalitære ideologier og regimer. Johannes V. Jensen døde i 1950, 77 år gammel. Han er bisat på Bispebjerg Kirkegård i København. Nyeste indføring i forfatterskabet, med tekstudvalg: Interferenser ved Flemming Harrits (1994). Perspektiveringer i: Columbus fra Himmerland red. af Aage Jørgensen og Helene Kragh-Jakobsen (1994).
Biografi: Oluf Friis Den unge Johannes V. Jensen. 2. bind, 1974, og Leif Nedergaard, 1993. Bibliografi: Fritz Johansen & Aage Marcus. Bind I, 1933. Bind II, 1951. Forskning ved Johannes V. Jensen-Centret, Aarhus Universitet. Vagn Predbjørn Jensen: Dyrlægens Johannes, 1996. |
| |
|
|
|
Mindesmærker
|
Johannes V. Jensens barndomshjem eksisterer ikke mere, men på bygningen Søndergade 19 er der på facaden indmuret en sten, der bekræfter, at her lå hans far, distriktsdyrlæge Hans Jensen hus.
Mindestenen for digteren står lidt syd for Farsø ved vejen til Hvalpsund. Den er udført af billedhugger professor Mogens Bøgild i årene 1956-60 og viser et motiv fra Bræen (1908), samt 5. vers af Danmarkssangen, 1925, ("Alvorligt taler...") Stenen afsløredes d. 24. Oktober 1960 i overværelse af bl.a. digterens enke. |
|
|
Johannes V. Jensen Museet |
| Museet for digteren er beliggende i Søndergade 48. Det er det hus, hvor han blev født d. 20. Januar 1873. Museet, der har en næsten komplet samling af hans bøger og artikler indkøbt af Lions Club, Farsø, som også står for istandsætning og vedligeholdelse af huset, blev indviet d. 7. september 1991 i overværelse af bl.a. 10 efterkommere af Johannes V. Jensen. Den ældste, læge Gorm Jensen foretog den officielle indvielse og sagde bl.a.: "Det står klart, at Farsø har betydet meget for Johannes V. Jensen og at både han og Thit Jensen har betydet meget for Farsø." Henvendelse om denne samling bedes rettet til Farsø Bibliotek tlf. 99 66 85 30, fax 9649 2299.
Johannes V. Jensen museet er i øjeblikket lukket, da man afventer frigørelse af effekter fra Nationalmuseet til det nybyggede muesum i Farsø.
|
|
Lions Club |
|
|
|
|
Afsløring af kunstværket i Farsø Rådhuscenter d.2.3. 2000
V/formand for Johannes V. Jensens museet støtteforening Jens Munk-Christensen |
Det er en stor glæde i dag, at kunne afsløre et kunstværk til minde om Farsø's store søn, forfatteren og nobelpristageren Johannes V. Jensen, som blev født i Søndergade 48, i det hus, som af Lions Club er blevet omdannet til museum.
Og jeg er 100% sikker på at jeg har alle bag mig, når jeg siger at vi er bygmester Kaj H. Jensen og hans familie en stor tak skyldig, fordi de har skænket det kunstværk der er malet af kunstneren Birthe Kjærsgård, og som om lidt skal afsløres. Et kunstværk der er et plus både indadtil og udadtil for Farsø og omegn. Lad det fremover være til glæde og nydelse for de mennesker der færdes ud og ind af centret.
Med disse ord afslører jeg kunstværket.
Jeg har lovet at give en kort fortolkning af kunstværkets motiver.
Ser vi på billedet fra venstre mod højre, så vil vi se årstiderne forår, sommer, efterår og vinter og disse årstider står også som symboler på menneskelivet. Det starter med kirken, med dåben og ender med døden, kisten på vognen.
Og så billederne eller motiverne der træder ud af det landskab, som Johannes V. Jensen elskede. Først kirken i Farsø, her på kirkegården, hvor børnene dengang legede, var det at Johannes V. Jensen følte at kunstbegæret blev vakt i ham, da han så det billede, som en kunstmaler havde malet af kirken. Nu gik han fra at være næstkommanderende for de drenge der sloges med drengene fra Svoldrup, over til at være kunstner. Så tidligt, som en stor dreng, begyndte han først at male, så skrive.
På det næste billede har vi den kendte person Tordenkalven, som var blevet krøbling, da han på Herregården Lundbæk forsøgte at ride på en vild hest. Hesten stejlede, og Tordenkalven fik hoften knust mellem hesten og brostenene. Hele sit liv gik han som original på Himmerlands landeveje. Johannes V. Jensen har beskrevet Tordenkalven i en historie af samme navn.
Det næste billede vil jeg gemme til sidst og springe hen til det sidste som har titlen "Kirstens sidste rejse". Kirsten Smed er død i Aalborg på statsanstalten. Hvem Kirsten Smed var, kan man læse i den himmerlandshistorie der hedder 33 år. Der fortælles om den kønne Kirsten der bliver gift med Smeden i Farsø. Manden dør, det samme gør børnene, da de er mellem 20 og 30 år. Og da Kirsten har boet i Farsø i 33 år, slog de klik for hende og hun kom som sagt på anstalten i Aalborg. Da hun nu er død, vil man opfylde hendes sidste ønske som hun havde da hun endnu var klar, nemlig at blive begravet i Farsø ved siden af mand og børn. Brorsønnen, Christian Sørensen, spænder for vognen og tager af sted for at hente Kirsten. Det var en tirsdag og begravelsen skulle have været om onsdagen, men det satte i med en forrygende snestorm, og kort fortalt så tog turen 3 dage, så begravelsen fandt først sted om fredagen. Undervejs kørte Christian Sørensen og Karlen i grøften i Nibe. Kisten gik i stykker og Kirsten faldt ud. Da kisten stod i kirken, skruede Christian Sørensen de små nagler fra og løftede låget. Han rakte hånden ud og lagde den varsomt på den dødes ansigt: "Kirsten hendes næse har fået et bitte knog, forklarede han med inderlig nænsomhed. Det var da vi væltede hende. Han forsøgte lempelig at rette lidt på fejlen. Og siger Johannes V. Jensen, "Begravelsen gik sin gang, Kirsten blev puttet ned i den frosne jord, som gemte alle dem, der havde været hendes. Nu hvilede hun også her. Kirsten Smed, den barmhjertige, og stærke.
Kirstens sidste rejse er en af de smukkeste himmerlandshistorier.
Og så Ane og Koen, den vel nok mest rørende af historierne. Gammel Ane er taget til Hvalpsund marked med sin ko. Der er mange der kommer for at høre hvad koen koster, men hver gang får man det svar at koen ikke er til salg. Hun blev nu efterhånden kendt, og man begyndte at snakke om hende. En mand der tidligere havde spurgt på koen kom nu tilbage og ville købe koen. Han gav et meget fordelagtigt tilbud, men Ane sagde nej. Da bliver manden vred og siger: "Er det din egen ko?" Ja, sandelig svarede Ane, hun havde såmænd haft den siden den var kalv.
Og jeg citerer nu Johannes V. Jensen:Staar du her og gør Nar af Folk?
Aa Gud! Ane tier ulykkelig. Hun strikker
som i Vildelse, hun ved ikke, hvorhen hun
skal se, saa ked af det bliver hun. Og
Manden trænger paa, vred:
Jeg siger, er du kommen til Marked for
at gøre Nar af Folk?
Da er det at Gammel-Ane holder op med
Strikningen. Og mens hun letter Tøjret af
Hornet paa Koen og ordner sig paa
Tilbagetoget, fæster hun sine Øjne aabent
og bedende paa Manden:
Det er saadan en enlig Ko, betror hun
ham tillidsfuldt, det er saadan en enlig Ko!
Jeg har kun den samme paa mit bitte
Hussted, og hun kommer saa sjældent
mellem andre Kreaturer. Jeg bor jo saa
langt fra andre Folk. Saa tyktes jeg jo jeg
vilde trække hende til Marked, for at hun
kunde komme i Selskab med andre af
hendes egne og adsprede sig en bitte
Gang, ja jeg tyktes saamænd saa, og det
kunde jo Ingen skade, mente jeg, og saa
var det jo vi trak herhen. Men vi skal ikke
sælges, og nu skal vi nok trække af Vejen.
Og Undskyld, skulde jeg sige. Og Farvel.
Og Tak.
|
|
|
|
|
