Erhvervsberetning 2014

18/03 2015

Farsø Erhvervsråds generalforsamling d. 18. marts 2015

Erhvervsberetning 2014

Jeg vil i min beretning som formand for Farsø Erhvervsråd her komme med et tilbageblik på de områder, vi har arbejdet med i erhvervsrådet bestyrelse i det forgange år.

Herunder vil jeg belyse udviklingen i vores samfund og for vores erhvervsliv, både nationalt, regionalt og lokalt. Samtidig vil jeg se fremad i forhold til de muligheder, der ligger for vores erhvervsliv i det kommende år.

I 2. halvår af 2013 oplevede vi en stigende optimisme og stigende vækst i vort samfund. Ved indgangen til 2014, var der derfor håb om at denne stigende optimisme og vækst, for alvor ville sætte skub i en konjunkturvending mod bedre tider.

Året startede også fornuftigt for virksomhederne i vores område. Efter 5-6 år med generelt lav vækst i økonomien, var der i årets første måneder tegn på, at nu gik det den rigtige vej. Desværre blussede konflikten i Ukraine midt på året op igen, fulgt af en række sanktioner og modsanktioner i forhold til Rusland.

Det lagde straks en dæmper på optimismen og opsvinget fladede ud igen. 

Vi må konstatere, at konflikten i Ukraine især er gået ud over fødevaresektoren, hvor landbruget er hårdt ramt af faldende afregningspriser på mælk og svinekød. Det sætter sig spor i følgeerhvervene. Så vi må betegne 2014 som et år med både plusser og minusser, hvor især 2. halvår er præget af tilbagegang.

Aktivitetsniveauet i vores produktionsvirksomheder og hos vores håndværkere var lidt blandet. Mange af vores håndværkere havde heldigvis ganske pæne ordrebøger i store dele af 2014. Ligeledes havde flere af vores produktionsvirksomheder et højt aktivitetsniveau, hvilket har været med til at sikre en ganske god beskæftigelse i vores område.

I Farsø Erhvervsråd har vi i 2014 haft stor fokus på Udviklingsplan Farsø, som kommunen vedtog i 2013. Et af de områder, der er arbejdet ihærdigt med, er udvikling af et nyt boligområde i Farsø, med udstykning af nye parcelhusgrunde.

Omkring nytår kunne kommunen melde total udsolgt af kommunale parcelhusgrunde i Farsø. Det er derfor utroligt vigtigt, at vi får sat gang i den nye udstykning på Idunsvej vest for Gormsvej.

De seneste befolkningsprognoser for Vesthimmerlands Kommune viser, at vi i Farsø som en af de få byer i kommunen - kan forvente vækst i indbyggertal i de kommende år. For at sikre denne vækst, er det derfor meget afgørende, at vi har nogle attraktive parcelhusområder, som nye borgere finder attraktive.

Vi har i erhvervsrådet også fokus på at sikre, at kommunen planlægger en udvidelse af vort erhvervsområde. I forbindelse med anlæg af den nye omfartsvej vest omkring Aars - en omfartsvej, som vi i øvrigt også hilser meget velkommen - skal der igangsættes en jordfordeling, hvor kommunen påtænker at lade den  erhvervsjord, der er beliggende nord for Svoldrupvej og øst for Farsø indgå.

Det vil medføre, at dette areal fremover ikke får status af erhvervsjord. Vi har i erhvervsrådet forståelse for behovet af at lade dette areal indgå i projektet med den nye omfartsvej omkring Aars. Det er dog afgørende, at kommunen i forlængelse af denne beslutning får udpeget nye områder, hvor erhvervsudviklingen i Farsø skal ske i fremtiden.

Det er nemlig også meget tæt på at kommunen må melde udsolgt af erhvervsjord i Farsø. Vi ved af erfaring, at når nye virksomheder ønsker at etablere sig i et område, så er det utrolig vigtigt at der er erhvervsarealer klar, da der ellers er stor risiko for at den pågældende virksomhed vælger et andet område at etablere sig i. Derfor er det meget vigtigt, at kommunen får udpeget nye erhvervsområder nu, så vi er klar, den dag en ny virksomhed ønsker at etablere sig.

I 2014 har der været megen opmærksomhed omkring Farsø Sygehus. Der var stor bekymring for fremtiden i forbindelse med nedlæggelse af Sygehus Himmerland og flytning af medicinske sengepladser fra Farsø til Hobro.

Farsø Sygehus er nu en afdeling af Aalborg Universitetshospital. Denne omlægning fra  Sygehus Himmerland til Aalborg Universitetshospital, har været ganske positiv for vores lokale sygehus. Vi har omkring nytår fået indviet en ny operationsstue på den ortopædkirurgiske afdeling, hvilket kan øge antallet af operationer i Farsø med ca. 600 stk. indenfor især området med kræ- og hofteoperationer.

Også inden for det medicinske dagafsnit og på det palliative område er der fremgang i Farsø. Farsø Sygehus beskæftiger i alt ca. 200 medarbejdere, så det siger sig selv, at det er en utrolig vigtig virksomhed for vores område, som vi selvfølgelig skal bevare.

Bevarelsen af Farsø Sygehus bør også falde utrolig godt i tråd med den fokus der er fra politikkernes side på at sikre en udvikling af de tyndere befolkede områder. Der er megen snak om at vores land er ved at brække over i to dele, da den demografiske udvikling går imod til søgning til de større byer. Skal vi bremse denne udvikling, er det bl.a. nødvendigt at der er stor fokus på at lægge offentlige arbejdspladser ud i de tyndere befolkede områder, da arbejdspladser er den allervigtigste faktor, for at sikre overlevelse og udvikling i et hvert område. Denne strategi falder derfor også utrolig godt i tråd med en bevarelse og fortsat udbygning af Farsø Sygehus.

Et andet vigtigt element for at sikre en fortsat udvikling af vores område er infrastruktur - både den fysiske og den digitale. Det er godt, at der atter er kommet gang i dialogen omkring en hærvejsmotorvej op igennem Jylland, da en sådan vil sikre hurtig adgang til de vigtige eksportmarkeder for vores virksomheder. Ligeledes er en udbygning af Aggersundbroen et vigtigt element for vores område.

En ting er den fysiske infrastruktur - primært i form af veje - en anden er den digitale infrastruktur. Her er det især mobildækningen, der er klart utilfredsstillende flere steder i vores område. Det er nødvendigt at vi får forbedret dækningen, da vi på ingen måde kan være tilfredse med de udfald, som man gang på gang oplever, når man snakker i mobiltelefon.

I Himmerlands Udviklingsråd har 2014 været et travlt år for udviklingsrådets erhvervskontor. Vi var i årets løb involveret i 43 udviklingsprojekter i bestående virksomheder. Udviklingsprojekter definerer vi bredt - da det omfatter produktudvikling, udvikling af nye produktionsmetoder, markeds- og eksportudvikling, medarbejder- og ledelsesudvikling og meget andet. Vi assisterer bl.a. virksomhederne med at hente medfinansiering hjem til disse udviklingsaktiviteter. Midlerne hentes i EU puljer, statslige puljer og regionalt. I 2014 blev der hentet 11,7 mill hjem til vesthimmerlandske virksomheder.

Tilbuddet om intensiv sparring vedr. de mange generelle udfordringer for ejere og ledere i mindre virksomheder er resulteret i mange nye sparringsforløb i årets løb. Ud over de nye sager har vi selvfølgelig videreført sager fra året før. Der har i 2014 været arbejdet med 49 sparringsforløb, hvoraf mange også rækker ind i 2015. Det skal samtidig understreges, at der i mange tilfælde kobles eksterne rådgivere på.

En lang række af vores lokale virksomheder i Farsø har benyttet sig af udviklingsrådets kompetencer og sparring. Det er glædeligt, at vi i dette regi kan hjælpe vores lokale virksomheder på vej.

I Vesthimmerland har vi også en udfordring i, at der er forholdsvis mange mindre virksomheder, som inden for et relativt kort åremål skal skifte ejer. Enten som generationsskifte inden for virksomhedernes egne vægge eller som ejerskifte, hvor udefra kommende personer eller virksomheder skal tage over. Det er meget vigtigt, at der planlægges i god tid. Det gælder om at være attraktiv for andre, og det gælder ikke mindst om at kunne få en ordentlig pris for virksomheden.

Vi har meget fokus på dette, og vores medarbejder Niels Rohrberg har i årets løb gennemført 17 ejerskiftevejledninger i Vesthimmerland.

Iværksætteraktiviteter er en anden væsentlig opgave for erhvervskontoret. Der er en klar sammenhæng med ejerskifteindsatsen, fordi en ny ejer også ofte er iværksætter. Vi har heldigvis konstateret, at både antal og kvalitet var langt bedre i 2014 end året før.

Samarbejde med de højere læreanstalter er også et prioriteret område. Vi har i lighed med tidligere år inviteret cand. Merc. studerende fra International Virksomhedsøkonomi på besøg i flere virksomheder for at give dem et indtryk af jobmuligheder her i Vesthimmerland. Denne indsats fortsætter og vil blive udbygget til at omfatte andre uddannelsesretninger. Vi tror på det vigtige i, at virksomheder og studerende får mulighed for at møde hinanden, fordi det kan være med til at sikre kvalificeret arbejdskraft af højtuddannelse medarbejdere til vores virksomheder.

I HIMUR har vi i 2014 - som tidligere - holdt en række arrangementer for vores erhvervsliv. Jeg kan i den forbindelse bl.a. nævne, at vi i starten af 2014 gennemførte et meget velbesøgt informationsmøde om Linkedin, som jo især er erhvervslivets foretrukne sociale medium, når det handler om bruge sit netværk.

Senere afholdt vi et erhvervstræf med pæn deltagelse af virksomheder fra byggebranchen. Formålet var at orientere om kommende offentlige byggeprojekter og informere om et kursusforløb via Væksthus Nordjylland.

Sidst på året gennemførte vi et arrangement om DGNB byggestandarden - ikke mindst på baggrund af, at det kommende Psykiatrihus i Vesthimmerland højst sandsynligt vil blive opført efter denne standard.

Vi satte også fokus på Afrika. Det kan vi godt kalde et nichearrangement, fordi det trods alt er begrænset, hvor mange vesthimmerlandske virksomheder, der kigger den vej. Men alligevel var der pæn interesse for at høre nærmere om forretningsmulighederne på et kontinent, som på mange måder er noget overset. Mødet var kædet sammen med besøg fra Aalborg Universitet.

Når hjemmemarkedet svigter, er det vigtigt at have øjne for andre markeder. Vi gik med i et fælles nordjysk initiativ med fokus på Norge kaldet Business Broen Norge. Flere vesthimmerlandske virksomheder har været med i et netværksforløb med forberedelse til angreb på det norske marked som tema. Vi deltager også i regelmæssige møder, hvor en dansk sælger fremlægger oplysninger om potentielle norske samarbejdspartnere. Det er et godt eksempel på, at vi kan samarbejde på tværs af hele Nordjylland.

Vi vil også fremover gå med i arrangementer, hvor virksomhederne kan møde folk fra de danske handelsafdelinger i forskellige lande. Dette sker i samarbejde med Eksportrådets medarbejder, som er placeret i Væksthus Nordjylland. Vi lægger vægt på, at vi også kan præsentere sådanne tilbud i vores område.

Business Region North Denmark

Det er navnet på et nyt regionalt samarbejde, der omfatter samtlige 11 nordjyske kommuner og Regionen. Det har været under forberedelse i løbet af året, og er formelt startet op her pr. 1. januar 2015.

Formålet med samarbejdet er at styrke hele den nordjyske region erhvervsmæssigt og økonomisk. Selv om også kommuner og erhvervsråd på nogle punkter konkurrerer, er der imidlertid sammenfald af interesser. I mange tilfælde giver det god mening at løse opgaverne i fællesskab.

Selv om det er et politisk styret samarbejde, har man ønsket at få erhvervslivet på banen i form af et såkaldt erhvervsforum. Vesthimmerlands Kommune har bl.a. på forslag fra HIMUR udpeget Direktør Kim Berg fra Probeco A/S i Løgstør, Direktør Mads Øgaard fra Øgaard El A/S i Farsø og Aars og projektleder Gert Hosbond til dette erhvervsforum.

Som nævnt er samarbejdet først trådt i kraft her fra årets begyndelse, men det er besluttet, at et af de første fælles projekter skal bestå i at skaffe studiejobs i både virksomheder og hos det offentlige. Så I kan forvente at blive kontaktet herom inden længe. Tanken bag er, at hvis virksomheder og studerende lærer hinanden at kende gennem konkret arbejde, er der chance for, at det kan blive til egentlige faste jobs. Så er der flere nyuddannede unge, der bliver her i regionen. Og virksomhederne får nemmere ved at rekruttere højtuddannede.

Erhvervspolitik i øvrigt

For får år siden fik vi i samarbejde med Vesthimmerlands Kommune udarbejdet en analyse af en opgradering af Aggersundvejen. Vi kædede den sammen med en kommende Hærvejsmotorvej, og kunne således argumentere for, at det ville være en særdeles god løsning for Vesthimmerland.

Kampen for en Hærvejsmotorvej fortsætter, og vi er gennem medlemskabet af Hærvejskomiteen med til at sætte fokus på, hvordan en Hærvejsmotorvej kan skabe meget bedre rammevilkår for vore virksomheder.

Vi har i den forbindelse sendt en spørgeskemaundersøgelse herom ud til alle vores medlemmer af erhvervsrådet. Undersøgelsen viste stor opbakning fra virksomhederne til en Hærvejsmotorvej.

Desuden kan vi glæde os over, at Borgmester Knud Kristensen efter flere års hård kamp har fået sine nordjyske kollegers opbakning til, at en Hærvejsmotorvej nu er nævnt i det samlede nordjyske katalog over trafikinvesteringer, som der skal arbejdes for.

2015 bliver et år med nye udfordringer. I starten af januar afholdt vi sammen med kommunen et arrangement, hvor der var en række virksomhedsledere fra hele kommunen tilstede. Her blev der peget på, at Vesthimmerland har behov for et bedre image. Det kan vi bl.a. forbedre ved at sætte mere fokus på de mange positive erhvervshistorier, som opstår. Det kræver en stor målrettet indsats at få dem formidlet til den kritiske presse, men vi vil fra HIMURs side gøre vort til, at det kan lykkes. Desuden skal vi arbejde med udvidelse af netværk mellem virksomhederne. Det kan f.eks. gøre det nemmere for alle at rekruttere nye medarbejdere udefra. Det vil også understøtte den bosætningskampagne, der er i gang.

I Farsø Erhvervsråd vil vi i 2015 have stor fokus på at sikre, at kommunens anlægsbudgetter og investeringer i videst muligt omfang kommer vores lokalområde her i Farsø og omegn til gavn. Vi har en stor interesse i at sikre den bedst mulige udvikling for hele vores kommune. I regi af Erhvervs- og Turistcenter Farsø arbejder vi også på at skabe ressourcer, der kan være med til at sætte fokus på endnu mere udvikling i vores lokalområde.

Det første år med afvikling af Made In Denmark blev en stor succes, der var med til at give vores område en helt unik branding. Turisme er en meget vigtig indtægtskilde, vi skal derfor sikre at den store succes, som Made In Denmark har givet, smitter positivt af på turisme indtægterne i vores lokale virksomheder og heldigvis kan vi glæde os over at det store arrangement fortsætter i 2015 og 2016.

Dette var mit tilbageblik på året der er gået og samtidig et bud på de muligheder vi har i det kommende år.

Jeg vil gerne slutte af med at rette en stor tak til en stribe mennesker for det arbejde, der bliver ydet for at fremme erhvervsudviklingen i vores område.

Jeg vil gerne sige tak til Jørgen Jørgensen og hans medarbejdere hos Himmerlands Udviklingsråd for deres store indsats for at fremme vore medlemmers udvikling og vækst.

Jeg vil også gerne sige tak til mine kollegaer i erhvervsrådets bestyrelse for et rigtig godt og positivt samarbejde i årets løb og tak for samarbejdet med handelsstandsforeningen og turistforeningen omkring driften af ETC. Vi har i dette samarbejde en unik konstruktion, hvor vi er i stand til at yde et serviceniveau for vore medlemmer, som mange andre byer misunder os for.

I den forbindelse vil jeg også rette en stor tak til Nienke Jonker, der er  omdrejningspunktet hos ETC og for hendes og hendes medarbejderes store indsats i alle de samarbejdende foreningers regi.

Tak.

Brian Otte Samuelsen

Formand.