Turistinformation i rådhuscenter

04/07 2016

Allerede fra starten har Farsø Turistforening haft succes med at lave turistinformation i det lokale butikscenter.

 

Sommeren igennem er der mange gæster, som kigger forbi Farsø Turistbureau på Torvet 1. Kontoret er dog kun bemandet på hverdage, og derfor har man nu sat et nyt initiativ i søen for at servicere turisterne bedst muligt.

I samarbejde med Farsø Rådhuscenter er der etableret tre forskellige infosteder på centrale steder i  butikscenteret. Der er etableret en self-service med computer i de lokaler, hvor Lokalhistorisk Arkiv også har udstilling. Der er opbygget et lille miljø af gamle paller, hvor man kan forsyne sig med lokale turistbrochurer eller søge information på den computer, som står i lokalet.

Ved hovedindgangen er der lavet et tilsvarende mobilt “palle-miljø”, hvor man kan tage en mappe fyldt op med lokale brochurer. Samme opstilling findes også ved den sydlige indgang, som ligger ved Fakta.

“Vi har ikke økonomi til de helt store investeringer og er derfor taknemmelige for, at centerforeningen har villet give os mulighed for at være til stede i Rådhuscentret og for deres kontante tilskud til vore nye beach-flag. Vi er taknemmelige for, at vi har kunnet benytte 30 europapaller, for plakater fra Rabøl og for Spar Nords donation af 2 stationære PC’er, hvoraf den ene skal bruges til ”self-service” i rådhuscentret, og den anden installeres på turistkontoret”, lyder det fra turistforeningens formand, Per B. Frederiksen.

Det er formandens håb, at butikkerne i centret vil hjælpe os og forhåbentlig dermed sig selv med at henvise turisterne til disse muligheder.

“Dermed har vi åbnet mulighed for at servicere vore gæster sent lørdag og søndag, hvor resten er centret er lukket. På en uge er der brugt/taget ca. 100 velkomstmapper, hvilket er langt mere end forventet, så forhåbentligt har vi nok til resten af sæsonen”, lyder det fra Per B. Frederiksen.